Virksomhedens historie... fortsat


Altid på vej mod målet.

Designer og guldsmed Jan Artof Jørgensen  (født 1961) fik allerede som nyuddannet guldsmed lyst til at få flere håndværksmæssige udfordringer og lære mere om det ædle håndværks kunst. Efter halvandet års ophold i ure- og smykkelandets højborg, Schweiz, (1984-1986) og et par års designarbejde hos diamantgradér i Aalborg, var tiden inde til at starte som selvstændig. Ønsket om selv at skabe og nå sine mål har Jan Artof Jørgensen haft med sig fra beslutningen om at blive guldsmed.


Freelance designer.

Inden igangsættelsen af enkeltmandsvirksomheden, med design og salg af produktionsforme på freelancebasis, valgte Jan Artof Jørgensen en 9 måneders videreuddannelse i industrielt design. I 1989 påbegyndtes så design-salget i Skandinavien.  Frem til 1994 var det hovedbeskæftigelsen at udvikle smykkemodeller, produktionsværktøjer og forme, som blev solgt i licenspakke-løsninger klar til produktion, salg og markedsføring. Det viste sig undervejs, at trods succes på salgsfronten, så var det svært at sikre en ensartet markedsføring af designet ”Jan Jørgensen”.


Egen virksomhed.

I 1994 besluttede Jan Artof Jørgensen sig således for at starte en egen handels- og produktionsvirksomhed, for at udbrede kendskabet til designet yderligere, og med det mål at blive en international kendt mærkevare. Virksomheden voksede fra 3 medarbejdere i 1994 til 20 medarbejdere pr. 1. september 2001.


Store visioner.

Virksomheden var præget af visioner og havde hele vejen en stor grad af nye designs og ideer. Det første år i virksomhedens historie var præget af smykker af meget høj håndværksmæssig kvalitet, mest eksklusive smykker som serierne Different, Crocodile, Beach m.fl. – det var store smykker med meget guld og mange brillanter af Tw.vvs kvalitet. Herefter fulgte introduktionen af vielsesringe og mindre eksklusive guldserier, som f.eks. Moon, Wave, Vital og Alliance. Se evt. disse serier under menupunktet “museum”.


Nytænkning.

Så fulgte en periode med store sølvsmykker og herefter en del serier i kombineret guld og sølv. Utraditionelle herresmykker og barnedåbssmykker blev introduceret.

Royal Art blev fulgt af Royal Trend, så der blev to meget forskellige ombytningsserier i sortimentet. Det blev til mange smykkeserier, som også i dag er populære på markedet, bl.a. ”Daisy” og ”Tri-Line”, og ikke mindst serien ”Royal Art” (der tidligere bar navnet Kronprinsesse). ”Royal Art” sælges fortsat af Jan Jørgensen til udvalgte butikker i Danmark. Serien er videreudviklet med colliers og armbånd forrige år.


Design-selv-løsningen via internettet i 2001.

I begyndelsen af 2001 var et koncept med design-selv via internettet ved at tage form. Man kunne selv designe sin vielsesring, vælge guldfarve, overflade, antal brillanter, hvilke størrelse brillanterne skulle have, og se prisen på sit unikke design. Også smykke serien ”Change” var design-selv. Her kunne man vælge blomster, kugler og hjerter i forskellige størrelser til kæde og armbånd, og købe vendbare ringe, enten i rent guld, i kombineret guld/sølv eller helt i sølv. Se mere om dette under punktet ”papirkurv” her på hjemmesiden.


Vækst og ambitiøs plan for udvikling.

Virksomheden var i hastig vækst, og satsede selv - og via ekstern investor, mange penge for at få en markant status på hele det nordiske marked indenfor 5 år. Der blev lavet markedsføring mod forbrugerne gennem forhandlerne, reklamer i dameblade, i biografer, i butiksvinduer og husstandsomdelte brochurer mm. Der var aftaler med smykkekæder i både Norge og Sverige og alt tegnede lovende.


11. september 2001.

Desværre fik 11. september 2001 bremset de gode planer. Investor i virksomheden måtte trække sig totalt ud på få dage, da han mistede millioner på aktier, og virksomheden måtte i al hast ændre kurs. Den valgte kurs, et samarbejde med Århusiansk virksomhed, om at opretholde planen, og gå efter det opsatte mål, viste sig at være et fatalt og forkert valg. Derfor skulle der gå mere end 2 drøje år inden Jan Jørgensen igen fik mulighed for at sætte virksomheden på rette kurs igen.


Tilbage ved roret.

Den 1. marts 2004  overtog Jan Jørgensen igen produktions- og  engrosvirkosmheden, nu fra adresse i Aabybro. Alle tidligere designs og smykkemodeller fås igen hos Jan Jørgensen, samt en helt række nye og supplerende smykker, bl.a. firkantede vielsesringe og udbygninger til serierne Royal Art og Royal Trend, samt helt nye ombytningsringe i serien Royal.

Nu - og den nære fremtid.

Jan Jørgensen har i dag opbygget en sund virksomhed. Virksomheden satser nu og fremtidigt primært på vielsesringe og diamantsmykker  - alt i min. 14 karat guld, med 2 diamantkvaliteter. Designet er enkelt, klassisk og formfuldt, som det har været i de sidste 15 år. Ca. 100 udvalgte forhandlere i Danmark har smykkerne, og også alt det tidligere design kan laves på bestilling. Målet for Jan Jørgensen er at lave smukke, brugsvenlige smykker i et unikt formsprog, høj kvalitet, med tradition og det håndværksmæssige for øje.

Mere information


Messestemning

Bella center kbh.


Om designeren



Papirkurven

Det der røg ud osv.



 

Art of Jan Jørgensen

Aabybro Centeret 10

9440 Aabybro

Tlf: 96170202

info@artof.dk